
Fintech Open Data Challenge
Åbne offentlige data kan bruges til at opdyrke nye forretningsmuligheder samt at udvikle bedre produkter og services. Danmark har en styrkeposition netop på dataområdet, og satser samtidig stort på fintech og teknologisk udvikling af den finansielle sektor.
Dette krydsfelt mellem finans, teknologi og data er dermed et område, hvor dansk erhvervsliv kan styrkes yderligere med et målrettet fokus på forretningspotentialet i offentlige data.
-
-
-

Brief
Vi inviterer iværksættere og virksomheder til at deltage i Fintech Open Data Challenge for at skabe løsninger.
- Der kan kommercialiseres af en virksomhed
- Der fremmer brugen af åbne offentlige data
- Der bidrager med ny viden inden for området
FinTech Open Data Challenge er opdelt i tre spor, som der kan udvikles løsninger inden for:
1. Banking & Investering
Intro: Markedet for klassiske bankydelser udvikler sig hastigt i disse år. Nye betalingsløsninger, alternative finansieringsværktøjer og forskellige former for låneformidling og kapitalrejsning dukker op. Det samme gør automatiserede softwareløsninger til kreditvurdering og screeningsredskaber. Udviklingen vidner om nye ønsker og behov hos kunderne. Men den vidner også om betydelige potentialer for forretningsudvikling, blandt andet i retning af løsninger, der forstår at komme tæt på kunderne, og at screene og vurdere disse på nye og innovative måder.
Challenge: Hvordan kan åbne offentlige data spille ind i udvikling af nye teknologiske løsninger på markedet for bank- og investeringsrelaterede tjenester, herunder fx kreditvurderinger, ind- og udlån mv.?
2. InsurTech
Intro: Forsikringsbranchen går igennem en konsolidering i disse år, og antallet af traditionelle selskaber er halveret over de seneste tyve år. Der konkurreres blandt andet på risikoanalyser, som – når de er tilstrækkeligt præcise – bidrager til et attraktivt produkt: en lav forsikringspræmie kombineret med en høj grad af sikkerhed eller beskyttelse for forbrugeren inden for de relevante risikoområder. Visse data anvendes allerede i stor stil i forbindelse med risikoreduktion og identifikation af nye kunder. Men det datamæssige landskab rummer derudover potentialer for nye typer af tidsbesparende og præcise analyser og services, for eksempel til identifikation af underforsikrede virksomheder, mersalg, risikoreduktion, sammenligningstjenester mv.
Challenge: Hvordan kan åbne offentlige data anvendes i udviklingen af nye, forsikringsrelaterede produkter og services, for eksempel inden for kreditvurderinger, risikoanalyser mv.?
3. Fintech generelt
Intro: Fintech dækker bredt set over nye teknologiløsninger i den finansielle sektor. Krydsfeltet mellem finans og IT rummer potentialer for nye løsninger, som ikke snævert set er bank- og forsikringsrelaterede produkter. Det være sig for eksempel databaserede analysetjenester, herunder markedsoverblik, benchmark og risikoreduktion, eller løsninger, der hjælper SMV’er med at styre deres finanser mv.
Challenge: Hvordan kan åbne offentlige data anvendes i udvikling af nye løsninger, der bredt set opererer på markedet for finansielle institutioner og mellemled inden for finansielle services?
Der findes mange data, som er indsamlet af en offentlig myndighed, og som er gjort gratis tilgængelige på platforme så som bl.a. Virk Data og Open Data DK. Du er velkommen til at benytte lige de åbne offentlige data, som du finder mest potentiale i ved udviklingen af din løsning. Se Virk Data for eksempler til inspiration.
Definition
Fintech er en sammentrækning af financial technology, og benyttes som samlet betegnelse for nye teknologiløsninger i den finansielle sektor. Fintech virksomheder omfatter derfor dels finansielle virksomheder og dels it-virksomheder, der leverer løsninger til den finansielle sektor.
Åbne offentlige data er data, genereret af en offentlig myndighed eller offentlig institution, som frit kan tilgås og anvendes af offentligheden og erhvervslivet.
Jury
Juryen består af:
- Katrine Winding, Direktør, Erhvervsstyrelsen
- Hans Henrik Hoffmeyer, Senior Vice President, Nets Group
- Nicolai Asmussen, CTO, Business Trust
- Michael Busk-Jepsen, Digitaliseringsdirektør, Finans Danmark
- Simon Schou, CIO, Copenhagen FinTech