Gå til hovedindhold

Guldgraverne - iværksættermiljøer og upcycling af affaldsressourcer fra genbrugspladsen

Denne idé er en del af Region Sjælland Deler

Moderator
6. marts 2017

"Vi har mange brugbare og spændende materialer/ressourcer på genbrugspladser, som pt. bliver downcyclet – altså genanvendt til en lavere værdi. Ideen er at koble iværksættermiljøer på genbrugspladser i Region Sjælland (eller andre steder hvor virksomheder har restressourcer), så iværksætterne har adgang til materialer/ressourcer, som kan upcycles og som kan udvikle deres virksomhed.

Projektet kan udvikles med inspiration fra Københavns Kommunes projekt kaldet Guldminen, som er et samarbejde med Amager Ressource Center. Guldminen huser pt. 12 guldgraverinitiativer, som er dedikeret til en gradvis omstilling af vores lineære “køb og smid væk” økonomi til en cirkulær økonomi, hvor ressourcerne og råstofferne bliver i kredsløbet længst muligt til højst mulige værdi.

Guldminen fungerer som et laboratorium for udvikling af nye måder at genbruge, upcycle, reparere og redesigne. Sorteret/afleveret affald på Vasbygade Genbrugsstation og genbrugspladsen på Sydhavnen indgår i Guldminens arbejde for direkte anvendelse og nytænkning af ressourcerne. Guldminen undersøger materialernes potentiale for at skabe mulighed for direkte genbrug som et alternativ til en genanvendelsesproces. Projektet henvender sig til både private og offentlige virksomheder og Guldgraverne bruger selv og giver andre adgang til byggematerialer, brugsgenstande og unikke himstregimser, for at fastholde materielle ressourcer til direkte genbrug i byens projekter.

Ideen er at skabe andre Guldminer i Region Sjælland på baggrund af erfaringerne fra Guldminen i København, hvor små og mellemstore virksomheder, iværksættere, designere og kunstnere får mulighed for at upcycle affaldsmaterialer til nye produkter. Særligt små virksomheder og iværksættere kan det være vigtigt at have adgang til billige råvarer og samtidig udnytte de synergier, der kan opstå i et upcyclingsfællesskab og som kan give hurtigere vækst og konsolidering.

Det kan skabe grøn vækst og jobs samtidig med at der spares på ressourcer til gavn for miljø og klima.

Se mere på http://guldminenkbh.dk/

Initiativtagere:
Line Bech, Gate 21
Inge Werther, Niras
Kathrine O. Rasmussen, Københavns Kommune"

Kommentarer