Gå til hovedindhold

Horsens Roof Garden

Denne idé er en del af Bygrønt Horsens - Sustainable Retail

Nanna Rosine Thorsen
11. april 2019

Horsens Roof Garden

I Danmark er vi bundet af vejret. Solen skinner i et øjeblik - i det næste begynder det at regne. Dette omskiftelige vejr binder os til enten at søge ind- eller udenfor. Klimaforandringerne gør det svært at kende forskel på årstiderne. Derfor er det vigtigt at bæredygtighed og cirkulær økonomi bliver tænkt ind de vores fremtidige byggeplaner. Vi har alle sammen et ansvar for at passe på vores fælles planet. Dette har derfor været vigtige benspænd for idégenereringen af Horsens Roof Garden.  

Idéen tager udgangspunkt i 4 benspænd:

  • Danmarks utilregnelige vejr
  • Skift i trends
  • Genbrugelige materialer
  • Cirkulær økonomi og læring deraf

Horsens Roof Garden er det grønne centrum midt i Horsens, som byder på natur og cirkulære oplevelser.

Taget består af forskellige områder, som alle har til fælles at indrage naturen og bærdygtighed i deres forskellige fokuspunkter. De fire områder opdeles således:

  • Børnezone
  • Cafézone
  • Vildmarks zone
  • Grøn zone

For at Horsens Roof Garden kan fungere året rundt, installeres områderne med kupler. Kuplerne fungerer som et stort drivhus, hvor temperaturene reguleres alt efter vejr og sæson. Der er 3 forskellige kupler, som alle indeholder forskelligt klima. Disse kupler dækker de 3 zoner. Den eneste zone som ikke er i kuppel, er vildmarks zonen. Disse kupler er fleksible, så de kan foldes “op og ned”. Altså er det muligt at få åbnet op og brugt siderne som læhegn, hvis vejret er til det.

For at inddrage læring af denne nye cirkulære tankegang til kommende generationer, vil der udnyttes nogle af de tomme lokaler på niveau 3. Lokalerne skal inddrages til cirkulær produktion i form af anaerobisk fermentering som danner elektricitet og gødning samt produktion af “brødøl”. Disse produktioner skal være synlige for de besøgende på Horsens Roof Garden, så cirkulær økonomi bliver en mere integreret del af de kommende generationers tankemønstre. Borgerne bliver inddraget ved hjælp af en interaktiv platform, som skal lære dem systemerne og vigtigheden af de cirkulære systemer. Et element i denne interaktive platform vil være AR, som skal gøre læringsprocessen spændende og anderledes.

I børnezonen skal børnene være i fokus. Et stort legestativ som er bygget af genanvendelige materialer, skal titte frem fra den vilde natur. Her skal en stor vandlegeplads være centrum for læringen af de cirkulære processer for de små. Børn lærer bedst hvis de kan få lov til at have noget i hænderne og derfor er denne vandlegeplads skabt til at gøre de cirkulære processer mere “børnevenlige” i form af leg og sjov. Børnezonen ligger i forlængelse af caféen “Orbit”, så de voksne kan holde øje med deres børn mens de nyder en brødøl fra caféen.

Cafézonen bygger på det cirkulære aspekt. Cafeéns navn er “Orbit” og betyder kredsløb. Her serveres mad med ingredienser som er groet og høstet på taget. Fokus på cafeen er at være selvforsynende. Derfor bliver der anlagt det store anaerobiske system i forlængelse.  Anaerobisk fermentering kan bruges til at omdanne madrester fra caféen til energi (strøm) og gødning til flora på taget. Derudover serveres der også hjemmebryggede øl som er lavet på brødrester. I denne metode genbruger man hveden fra det gamle brød, og dermed forlænger levetiden.
Caféen er bygget i rå naturmaterialer og stilen skal være vild og frodig. Det skal være tydeligt at caféen lever op til sit navn: Orbit.

Vildmarkszonen er den åbne zone hele året. Det er her udsigten er bedst, hvilket er det som alle vores undersøgelser viser er det som folk forventer når de tager op på en “rooftop”. Ud mod det hjørne hvor udsigten er bedst, laves der en “bakke”/ forhøjning, så man kan nyde udsigten fra flere niveauer. Dette er også for at give højde i landskabet, så man kan bruge forhøjningen til koncert/event område. I vinterhalvåret bruges den anden ende til at etablere et vildmarksbad. hvor om sommeren bruges dette område som en “park” med plads til yogaevents / grøntsags og plantmarked hvor Horsens Roof Garden kan sælge ud i deres selvproducerede grønt og flora. I vildmarkszonen er den nordiske natur omdrejningspunktet for temaet. Her skal den vilde nordiske vildmark afspejles i det rå landskab.

Sidste zone er den Grønne zone. I denne zone er naturen i fokus. Her får klimaet i kuplen naturen til at vokse vildt. Igennem små stiger kan de besøgende gå smukke ture og nyde naturen og stilheden. Det er i denne kuppel at Caféen hoster størstedelen af deres grøntsager og krydderurter. De spiselige planter bliver vandet gennem hydroponics, som er et system der gør at planternes rødder er nedsænket i en gødningsløsning blandet med vand og ph regulering. Ved hydroponics er der hurtigere og større vækst, naturlig øgning i luftfugtighed, mindre behov for plads, ingen udskiftning af jord samt maksimal optagelse af næring. For at udnytte det danske våde vejr, bliver der skabt nogle søer rundt omkring på taget, som samler regnvandet. Regnvandet bliver filtreret gennem alge-filtrering, så regnvandet bliver lige så rent som drikkevand. Det er dog ikke lovligt at drikke vandet for sundhedsstyrelsen endnu, så derfor bliver vandet brugt til at vande planterne via hydroponics.

Genanvendelighed er et vigtigt element i den bæredygtige tankegang, hvilket er derfor, at partnerskaber er et essentielt område for dette projekt. Partnerskaberne vil benyttes i sammenhæng med udarbejdelsen af cafeens facade og møbler, hvor udlejnings- og genbrugsvirksomheden, Træls, vil stå for dette. På den måde er det muligt at udskifte møblerne efter sæson og behov. For at vores brødøl kan blive en realitet er vi nødsaget til, at finde denne ressource andre steder, hvorfor vi derfor vil samarbejde med bagere eller andre brødforhandlere i Horsens kommune, som skal give os det gamle brød.   

Konklusion:

Ved at etablere kuplerne, gør vi det attraktivt at besøge Horsens Roof Garden året rundt og dermed imødekommer Danmarks utilregnelige vejr. Ved at gøre kuplerne fleksible og det udendørs område mobilt, er det muligt at tilpasse sig de skiftende trends. Desuden gør vi taget bæredygtigt ved at anvende genbrugelige materialer og danne et miljø hvor der er mulighed for at være mere selvforsynende ved hjælp af de cirkulære processer. Ved at have et inspirerende og lærerigt miljø, nudger vi Horsens almene borger til at tænke og agere mere grønt i hverdagen.

Materialer

(138.14 KB)

Kommentarer