Gå til hovedindhold

Ressource-dating - Cirkulær tinder for SMV'er

Denne idé er en del af Region Sjælland Deler

Moderator
19. april 2017

"Hvordan kan vi hjælpe SMV’er med at kortlægge og synliggøre deres affald som ressourcer, gøre det let at dele ressourcerne lokalt og formidle det hele så vi tiltrækker endnu flere SMVer?

Der er store gevinster at hente for SMV’er ved at arbejde med dele- og cirkulær økonomi, både i form af besparelser, effektivitet, netværk samt mindre belastning af klima og miljø ved at genbruge, genanvende og reducere brug af ressourcer. Men hvor store er disse gevinster og hvor nemme eller svære er de at høste?
Vi går mod den anthropocæne (menneskeskabte) tidsalder, hvor mennesket har det ultimative ansvar for jorden og klimaets udvikling. Hvordan kan vi hjælpe de SMVer med at tage et større ansvar for ressourcerne og gøre det til en fordel? Kan cirkulær økonomi omsættes til konkret praksis der hjælper med at gøre Sjællandske SMVer endnu mere attraktive og konkurrencedygtige i en globaliseret verden? Det vil Ressource-dating undersøge. Hvordan gør vi det let og tilgængeligt i en travl hverdag at udbygge sin bæredygtige omstilling og bruge det som en fordel?

Innovation og nyhedsværdi
Det innovative ligger i helhedstænkningen i dette projekt.
Vi vil:
1 skabe et digitalt værktøj til identificere og kategorisere egne ressourcer, samt bruge platformens (beskrevet videre som en app) evne til at håndtere og formidle disse ressourcer lokalt til andre virksomheder - dvs. “skabe et match”.
2 I appen kan virksomhederne dele/ bytte ressourcer, og nye lokale “ressource cirkler” kan opstå. Samtidig kan app’en muliggøre lån/leje og håndtere fælles anskaffelser både online og i et erhvervsnetværk.
3 Kombinere online platform med fysiske netværk, så vi sikrer at flere match bliver til langvarige forhold baseret på virksomhederne “kemi”, behov og muligheder.
4 På baggrund af ressourcernes cirkulære succes skabes en additiv fysisk manifestation eks i form af en byrums skulptur, der formidler, synliggøre og debatterer projektet lokalt og globalt.

Værdiskabelsen -
Værdiskabelsen består i en synliggørelse og kvantificering af egne ressourcer samtidig med at tilgængeliggøre ressourcerne for andre lokalt. Ligeledes at opbygge et lokalt erhvervsnetværk med fokus på deling og cirkulær økonomi til vidensdeling, sparring og udvikling og etablering af ressourceforhold.
Internt kan virksomhederne få værktøjer til at måle og kvalificere affald og ressourcer og arbejde på bedre genbrug, genanvendelse og udnyttelse af ressourcer til brug til eksponering (eks. CSR rapportering eller miljøcertificering).
En profil og kortlægning ved Ressource-dating er første skridt mod en deleøkonomisk virksomhed.

Afhængig af ressourcerne der udveksles i Ressource Dating vil CØS parallelt skabe en rummelig synliggørelse af lokale ressource-forhold (eks. additiv byrumsskulptur) baseret på de mængder og typer af ressourcer, der får nyt liv. Skulpturen kan opstilles i lokalsamfundet og synliggøre projektet samt bidrage til dialog, om hvordan vi arbejder med vores ressourcer på en cirkulær måde.

Implementering - Det hele deleprojekt

Den 5 trins implementeringsraket:

1 Udvikle værktøj til identificering og kortlægning af ressourcerne i den enkelte SMV.
Værktøjet udvikles gennem erhvervsnetværk samarbejde mellem 5-8 udvalgte virksomheder i et nærmere defineret lokalområde i Region Sjælland. Her kortlægges deres ressourcer/ restaffald, og deres behov og mulige interne “ressource cirkler”. På den baggrund vil vi identificere kriterier/ kategorier og dermed skabe grundlaget for Ressource Dating appen.

2 Udvikle appen Ressource Dating
Her fortsætter det tætte samarbejde med de udvalgte virksomheder for at skabe en prototype app, der er brugerorienteret, erhvervsrettet og fungerer.

3 Udbrede kendskab (stadig lokalt men nu til alle SMVere i et område) og hjælpe virksomhederne til at få oprettet profil. Kampagnemateriale, events og markedsføring målrettet SMV’er i Region Sjælland, udvikles og sættes i søen.

4 Udvide erhvervsnetværket og bruge dem der har været med til udviklingen/pilotprojektet som ambassadører for platformen. Hermed øges mulighed for et match samt at platformen forankres i Væksthus Sjælland med mulighed for skalering.

5 Hvad var læringen? Fungerende Ressource-dating? Dette vil vi afdække i en række interviews med de involverede SMV. Vi vil slutteligt lave en kort formidling om de samlede resultater samt anbefalinger i forbindelse med Ressource-dating. Her kunne man søge svar på om Ressource-Dating skabte merværdi hos de deltagende SMV? Hvad synes de involverede i projektet - var det svært at komme i gang? - og i hvor høj grad kunne cirkulær økonomi bruges til at skærpe de deltagende SMVs ressourceforbrug, profil og netværk?

Alle arbejdstagerrettigheder er sikrede i og med at det er business to business der formidles og platformen tænkes administreret hos Væksthus Sjælland. På den måde bidrager tiltaget til opbygning af viden om cirkulær økonomi hos væksthusene.
Juridisk vil en videreformidling af en ressource gennem appen og dennes brug skulle behandles således, så at der ikke opstår sikkerhedsmæssige, eller forsikringsmæssige uklarheder til gene for de involverede parter. På baggrund af dette kan der være ressourcer, der ikke kan indgå i appen. Er der økonomi involveret i form af leje eller samkøb ,skal der naturligvis svares skat og moms af disse ydelser, såfremt dette skulle være lovpligtigt."

Kommentarer