Gå til hovedindhold

Ingeniørstuderende gør Aarhus til en renere by

Dato: 19. februar 2021

290 ingeniørstuderende fra VIA University College har i to uger arbejdet med at udvikle innovative løsninger til at gøre Aarhus til en renere by.

Det gjorde de som deltagere i en challenge afholdt af VIA University College og Ren By Aarhus (del af Aarhus Kommune, Teknik og Miljø), hvis formål var at få friske øjne og nye perspektiver på, hvordan man reducerer affaldsmængderne og undgår, at affaldet ender i byens gader og natur.

De danske og internationale ingeniørstuderende udviklede løsninger til fire forskellige udfordringer, der handlede om hhv. cigaretskod, takeaway emballage, plastikforurening i kanalen og affaldshåndtering i det offentlige rum.

Det kom der mange spændende og innovative idéer ud af.

Én af dem havde fokus på at effektivisere affaldsindsamlingen fra byens offentlige skraldespande vha. sensorer, der registrerer, når spandene er fyldte. Denne information kan bruges til at optimere indsamlingsruterne og placeringen af de offentlige skraldespande. Læs de studerendes løsningsforslag.

Projektleder i Ren By Aarhus, Anders Laursen, har spændt fulgt med i processen, der kan give nye perspektiver på, hvordan Aarhus bliver en renere by:

”Når vi indgår i et samarbejde, som vi har gjort med VIAs studerende, har vi ikke en forventning om, at de kan levere en færdigpakket løsning, som vi kan implementere i morgen. Men de kan levere nogle skæve idéer, nye vinkler og nogle vigtige ’bits and pieces’, som vi kan bruge i vores videre arbejde. Og på den måde har det stor værdi”.