Gå til hovedindhold

Vinder challenge med grønne toiletter

Challenge: Bygrønt Horsens - Sustainable Retail
Dato: 2. maj 2019

Hvad har et moderne butikscenter at gøre med FNs Verdensmål? En hel del – det beviste 50 studerende fra VIA University College, da de torsdag 25. april præsenterede deres bud på fremtidens bæredygtige butikscenter ved en challenge arrangeret i samarbejde med Compas.
Vinderen blev projektet Green for the eye, Green for the mind, som går ud på at flytte butikscentrets toiletter til en mere central placering. Indrette dem med hyggestole, dekorere med cool genbrugstræ og udstyre toiletter med regnvand og genanvende vandet ved håndvaskene.

Iværksætteri og verdensmål på pensumlisten

De forskellige bud bliver vist frem hos Compas i Hedensted, som har været samarbejdspartner på projektet, og som har stillet opgaven til de studerende. Målet er, at træne de studerende i at tænke som iværksættere med et cirkulært og bæredygtigt omdrejningspunkt.
Compas er en sammenslutning af iværksættere og virksomheder med fokus på grønne og bæredygtige forretningsmodeller, og de har med opgaven sat fokus på cirkulær økonomi og entreprenørskab. Arbejdet har stået på i 10 uger, og torsdag viser de studerende deres færdige produkter frem:

- Forløbet er en del af det tværfaglige valgfag Imageneering, hvor der arbejdes med oplevelsesdesign. De studerende trænes i at identificere og analysere problemer, forestille sig fremtidsscenarier og designe vejen dertil. Dette gør de studerende bla. ved at benytte visuelle værktøjer til at bearbejde deres research data og til at kommunikere deres koncepter, forklarer underviser fra VIA, Martin Storkholm Nielsen.

Samarbejdet mellem Compas og VIA University College betyder, at de studerende kan komme ud i den virkelige verden og måle sig med iværksættere, der hver dag arbejder innovativt og visionært for at skabe fremtidens virksomheder. Formålet er at gøre de unge mere klar til at komme ud i arbejdslivet og at bygge bro over til miljøer som Compas, hvor iværksættere arbejder med bæredygtig produktion. Compas tilbyder muligheden for, at et par studerende kan få en kontor- og værkstedsplads efter deres studie, hvor de kan træde deres første skridt som iværksættere.

Fakta

Compas - partnerskaber for cirkulær økonomi, er et erhvervshus i Hedensted, hvor iværksættere og mikrovirksomheder arbejder med cirkulær økonomi. I Compas er partnerskaber et nøgleord - dvs. alle virksomheder, arbejder sammen på tværs, for at øge innovationen og for at skabe gode, solide forretningsmodeller.

Opgaven fra Compas er blevet udbudt her på challenges.dkDenne opgave har været en lukket opgave, som alene er stillet til studerende i VIA.