Skip to main content

Den digitale CSR-platform

This idea is a part of 360 Challenge 2019

MSW
August 5, 2019

Den digitale CSR-platform
Det overordnede mål er at tilbyde en platform, som gør det nemt for forbrugere og andre interesserenter at danne sig et overskueligt overblik over virksomheders CSR-performance.
Platformen skal i første omgang inkludere en profil for den enkelte virksomhed, hvortil CSR-rapport og potentielle ESG-tal uploades og vises på en let tilgængelig måde. Denne pitch indsendes i kategorien Græsrod.

Forbruger og virksomhed mødes
Bevågenhed for virksomhedernes ageren og handlinger inden for social, miljømæssig og økonomisk ansvarlighed bliver i højere grad integreret i alle dele af samfundet.
Problemet er at der kan være rigtig lang vej fra virksomhedernes CSR-profil og ud til den bæredygtige forbruger og omverden.

Virksomhedernes CSR-regnskaber og andet relevant materiale er som oftest at finde på virksomhedernes egne hjemmesider gemt i en jungle af alt andet information. Dermed står virksomhederne og poster mange ressourcer i tiltag og aktiviteter, alt imens der befinder sig en stor andel af interessenter, aktører og forbrugere som har svært ved at finde vej til den relevante information om virksomhedernes samfundsansvar. Virksomhederne får ikke det fulde potentiale ud af deres CSR-rapportering, og alt for få læser den.

ESG-tal bliver en vigtig del af virksomhedernes CSR-rapportering
ESG-tal bliver i højere grad en integreret del af virksomhedernes samfundsansvarlige performance. FSR, Nasdaq Copenhagen og Finansforeningen/CFA Society Denmark lancerede tidligere på året 15 standardiserede forslag på relevante ESG-nøgletal. Platformen vil ligeledes være godt egnet til at imødekomme udbredelsen af ESG-nøgletal som kønsdiversitet, vandforbrug, CO2e scope, lønforskel mellem køn m.fl., da sådanne tal kan præsenteres på en overskuelig måde til kunder, investorer og andre interessenter.
 

Tilgængelighed med gennemsigtighed
Platformen vil også kunne være med til at skabe en større gennemsigtighed og tilgængelighed af virksomhedernes samfundsansvar. På denne måde vil eksterne interessenter blive mere fokuseret på de virksomheder, der rent faktisk yder en indsats for at imødekomme den bæredygtige dagsorden.

Med almindelige markedsvilkår vil dette ligeledes være med til at pushe flere virksomheder til at handle og agere samfundsansvarligt. På nuværende tidspunkt er det besværligt at sammenligne og tage højde for virksomhedernes samfundsansvarlige performance og aktiviteter, da disse kan være svære at finde, og skal hentes fra flere forskellige kilder. De virksomheder der er underlagt §99a i regnskabsloven har som oftest også en CSR-rapport, som de årligt bruger mange ressourcer på at udvikle. Vores ambition er først og fremmest at få denne type af virksomheder til at uploade informationer og data til platformen. Det drejer sig om ca. 1100 virksomheder i Danmark[1]. Virksomheder der handler bæredygtigt vil have et naturligt incitament til at uploade CSR-rapport og ESG-tal til platformen, da dette er med til at styrke deres position på markedet i et samfund, der hungrer efter bæredygtige virksomheder. På den anden side vil virksomheder, der ikke formår at opretholde en høj bæredygtighedsprofil blive pushet til at handle bærdygtigt, da platformen vil skabe et mere transparent og sammenligneligt fokus på virksomhedernes samfundsansvar.

Verdensmålene
Hvis vi skal i mål med verdensmålene inden 2030, skal det i højergrad være nemmere at hente oplysninger og data om virksomhedernes indsatser og performance for at imødekomme den bæredygtige udvikling. Denne tankegang taler ligeledes ind i Delmål 17:18: Giv adgang til bedre og mere pålidelige data om udviklingen.

Mange virksomheder arbejder allerede med verdensmålene, der skal derfor også overvejes, om platformen skal indeholde en oversigt over, hvilke verdensmål og delmål som den enkelte virksomhed arbejder på at integrere i dets virke og drift.

Nuværende tiltag på markedet
Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen eksisterende tiltag på markedet, der formår at skabe et lettilgængeligt og samlet sted, hvor interessenter kan danne overblik og hente informativt materiale om virksomhedernes CSR-profil. Det er der således behov for, hvis CSR i højere grad skal forankre sig hos interessenterne.  
Vi har i længere tid syntes, at markedet manglede en samlet database for virksomhedernes historiske CSR-rapportering. På samme måde som der findes danske databaser med virksomhedernes finansielle performance som proff.dk, euroinvestor.dk m.fl.  så har vi en ambition om, at der eksisterede en samlet platform for virksomhedernes samfundsansvarlige performance.
 

Selvpromoveringsparadoks
Flere virksomheder er tilbageholdene ift. at ihærdige deres kommunikation og distribuering af gode og samfundsansvarlige aktiviteter, da de risikerer at havne i et selvpromoveringsparadoks.

Forskning indikerer at et alt for tydeligt forsøg på at pleje virksomhedens legitimiteten, ved hjælp af CSR-kommunikation i virksomhedens egne kommunikationskanaler, i flere tilfælde kan blive opfattet som selvpromoverende, og kan have en svækkende effekt på virksomhedens image.

Vores platform kan derfor danne ramme om en neutral platform, der ikke har anden funktion end at være oplysende og informativ - udelukkende med CSR-aktiviteter og kommunikation i fokus. På den måde ville virksomhederne ikke have samme betænkning ift. om deres distribution af CSR-rapporter og ESG-tal vil blive modtaget som alt for offensiv og selvpromoverende.

Pipeline
Vi håber at blive udvalgt, da platformen på sigt kan danne ramme for endnu flere innovative tiltag, som vi håber at få lov til at pitche og præsentere på dagen.

 På nuværende tidspunkt ser vores pipeline for platformen sådan ud:

  1. Få uploadet CSR-regnskaber fra virksomheder der er underlagt §99a i regnskabsloven.
  2. Integrere en række standardiserede ESG-tal til platformen og virksomhedernes bæredygtighedsprofil.
  3. Arbejde på tiltag som: Top 10 læste CSR-rapporter i denne uge/mrd./år.
  4. Når kritisk masse er opnået, udvides til andre lande i første omgang Skandinavien og Tyskland.
  5. Arbejde på at integrere selskabsstrukturer i vores database. Evt. så man med en app kan scanne logo/stregkode på varer i butikker og få information omkring virksomhedens / moderselskabets samfundsansvarlige performance.

     

Eksekvering
Vi vil aktivt søge efter partnerskaber, der kan være med til at hjælpe os i gang med dette projekt.
Vi har et stort netværk af programmører og web-udviklere, der kan hjælpe med at opsætte databasen m.m.
Vi søger dog også partnere, der kan trække på deres netværk og kontakt til virksomheder, således at vi hurtigt kan få så mange virksomheder som muligt til at uploade CSR-regnskab.
Her har vi tænkt på brancheforeninger, arbejdsgiverforeninger og virksomheder, der ligeledes vil have incitament til at gå ind i et projekt, der fremmer en bæredygtig omstilling som dette.

I den første tid vil platformen være gratis, hvor der i stedet søges om støtte og samarbejdspartnere. Følgelig har vi en plan om at virksomhederne skal betale for at have deres CSR-profil på vores platform.
I en tid hvor bæredygtighed og CSR kommer til at fylde mere og mere, vil det være en god investering for virksomhederne at være synlig på en platform som vores. Virksomhederne poster mange penge i CSR og bæredygtige tiltag og platformen kan således være med til at skabe en bedre ROI, da CSR kommunikationen i højere grad vil nå ud til flere masser og være mere tilgængelig.
 
Vi håber meget på at blive valgt til at pitche på dagen, så vi med et medrivende pitch kan uddybe og visualisere platformens fulde potentiale. Det motivere os at skulle præsentere foran en fuld sal i Børssalen.

Kilde: 

[1] Samfundsansvar.dk

Comments